Kom til Åløkkekvarterets børnevenlige sankthansbål 23. juni. Bemærk at grillen tændes klokken 17.30, og at bålet tændes klokken 20.30.
23. juni er det sankthansaften, og i år holder Åløkkekvarterets Grundejerforening i samarbejde med Gråbrødre Spejdergruppe og Gammel Tarup Grundejerforening sankthansbål, der tilgodeser børnefamilier … og alle andre beboere i Tarup og Åløkke.
Vi stiller en stor grill op, som frit kan benyttes. Så vi håber, I medbringer aftensmaden i picnickurv og spiser sammen på Den Gamle Golfbane.
Drikkevarer skal du selv medbringe, da der ikke vil være salg af drikkevarer.
Heksekonkurrence
For børnene holdes der heksekonkurrence med præmier. Hvert barn kan medbringe en hjemmelavet sankthansheks, som bedømmes af en dommerkomite bestående af spejdere.
Der bedømmes i tre kategorier: Flotteste, mest kreative og mest uhyggelige. Det er ikke tanken at brænde heksene af. De kan tages med hjem igen bagefter.
Brænde og sang
Da kommunen har forbudt os at sanke brænde i Åløkkeskoven, arbejdes der på en anden løsning.
Vi melder ud på facebooksiden ”Åløkkekvarteret, 5000 Odense C”, hvis der er brug for hjælp til at hente eller stable brændet.
Traditionen tro synger vi fællessang, når bålet er tændt, og der arbejdes på at få et lokalt kor til at synge for. Det kan I også læse mere om på Facebook.
Program
17.00: Aktiviteter for børn med spejderne, snobrød over bål.
17.30 Åben grill – fælles picnic.
18.30 Kåring af vinderne i heksekonkurrence
20.30 Bålet tændes.
Sankthansbålet holdes på Den Gamle Golfbane, hvor man finder pavillonen, balancemolekylerne og bålstedet.
Man kan komme ind til området ad flere veje. Her er tre af dem:
1. Fra Rugårdsvej går man ind ved Tekstilparken, passerer fårene og følger stien langs Bolbro Rende hen til broen og går til venstre.
2. Kommer man oppe fra Åløkkeskoven skal man krydse Bolbro Rende ad broen og fortsætte 50 meter fremad.
3. Fra Søhusstien går man ned ad den lille grussti der, hvor Jægerhusstien krydser.
Fra golf til spejderhytte
Den Gamle Golfbane kaldes sådan, fordi her lå Odense Golfklubs bane fra 1962 til 1980. Med ni huller og et klubhus, som i dag er spejderhytte.
Det fortælles, at man på visse af træerne stadig kan se mærker efter vildfarne golfbolde.
Axel Lund Henriksen
På vegne af Åløkkekvarterets Grundejerforening, Gl. Tarup Grundejerforening og Gråbrødre Spejdergruppe