Seneste generalforsamling blev holdt 13. marts 2024 i Åasen på Åløkkeskolen.
- Formand: Axel Lund Henriksen, Dronning Olgas Vej
- Næstformand: Michael Holck, Åløkke Allé
- Kasserer: Jesper Beenfeldt Nielsen, Dronning Olgas Vej
- Alexander Danker, Johannevej
- Peer Gyldenbrand Jochumsen, Ambrosius Stubs Vej
- Jesper Holst, Johannevej
- Sebastian Demant, Prinsesse Maries Allé
- Carsten Aadahl Madsen, Johannevej
- Nina Collatz, Johannevej
§ 1
Foreningens navn er ”Åløkkekvarterets Grundejerforening”, og foreningen har til formål at arbejde med sager, der kan være til fælles gavn for området, dets beboere samt miljøet.
§ 2
Enhver husstand, der bebor en ejendom inden for Åløkkekvarterets område, kan optages som medlem af ”Åløkkekvarterets Grundejerforening”. Der kan maksimalt være et medlemskab pr. husstand uanset ejerforhold, og et betalt medlemskab berettiger til en stemme på generalforsamlingen.
Ejere af matrikler inden for Åløkkekvarterets område med bopæl uden for området er berettiget til et medlemskab. Dette medlemskab kan dog overdrages til den eller de husstande, der bebor ejendommen, således at hver husstand er berettiget til et medlemskab af foreningen.
§ 3
Medlemskontingentet for det næste år fastsættes af den ordinære generalforsamling. Indeværende års kontingent skal være betalt inden afholdelse af den ordinære generalforsamling – i marts.
§ 4
Foreningens bestyrelse består af 7 medlemmer og 2 suppleanter, der uden stemmeret deltager i bestyrelsens møder.
§ 5
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær, der fører en forhandlingsprotokol. Der kan nedsættes udvalg efter behov. I udvalgene kan optages personer uden for bestyrelsen.
§ 6
Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem eller af næstformanden og to bestyrelsesmedlemmer i forening. Til køb, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom kræves der dog alle bestyrelsesmedlemmers underskrift. Bestyrelsen kan meddele prokura til et enkelt bestyrelsesmedlem.
§ 7
Bestyrelsesmøde afholdes så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når tre bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Alle bestyrelsesmøder afholdes efter en dagsorden, som udsendes forud for afholdelse af bestyrelsesmødet. Der udfærdiges et retvisende referat fra alle bestyrelsesmøder, dette fremsendes til alle bestyrelsesmedlemmer senest 3 dage efter der er afholdt bestyrelsesmøde.
§ 8
Formanden, eller i dennes fravær næstformanden, leder bestyrelsens møder og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme. For at et bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt, må mindst fire bestyrelsesmedlemmer være til stede.
§ 9
Bestyrelsen behandler de sager, som medlemmerne forelægger bestyrelsen, og tager beslutning om anvendelsen af foreningens pengemidler, i overensstemmelse med foreningens love og generalforsamlingens beslutninger.
§ 10
Bestyrelsen beslutter, hvordan kommunikationen med medlemmerne og områdets øvrige beboere skal foregå. Det kan ske ved udgivelse af et blad.
§ 11
Årsregnskab forelægges hvert år til revision inden 1. februar. Revisoren gennemgår regnskabet med bilag og afleverer det med påtegnelse inden 15. februar.
§ 12
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Foreningens love vedtages af generalforsamlingen.
§ 13
Den ordinære generalforsamling afholdes årligt i marts måned. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes inden 30 dage, når mindst 20 medlemmer skriftligt forelægger formanden ønske derom med angivelse af forslag til dagsorden.
En generalforsamling indkaldes med 15 dages varsel.
Sager, som medlemmer ønsker forelagt den ordinære generalforsamling, må skriftligt motiveret være formanden i hænde otte dage før generalforsamlingen. Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, som foreslås på generalforsamlingen.
§ 14
Den ordinære generalforsamlings dagsorden er:
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Forelæggelse af revideret regnskab
4. Indkomne forslag
5. Valg
6. Fastsættelse af årskontingent
7. Eventuelt
§ 15
Bestyrelsesmedlemmerne vælges på den ordinære generalforsamling for to år ad gangen. For at sikre en kontinuerlig afgang, afgår det ene år tre medlemmer og det næste år fire medlemmer. Der vælges to suppleanter til bestyrelsen samt en revisor og en revisorsuppleant.
§ 16
De forelagte sager afgøres normalt ved simpelt flertal.
§ 17
Til ændring af lovene kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for det.
§ 18
Til opløsning af foreningen kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ophævelsen. Er halvdelen af medlemmerne ikke til stede, indkaldes til ny generalforsamling, som er beslutningsdygtig uanset antallet af de fremmødte medlemmer.
Således vedtaget på generalforsamlingen 16. marts 1994 samt ændringer vedtaget på generalforsamlingen 25. marts 1998 (om lejere) og ændring vedtaget på generalforsamling 15. marts 2022 (udvidelse af §7).