Åløkkekvarterets Grundejerforening har i dag sendt denne dagsorden til de seks politikere, du kan møde til vores store politikermøde, som finder sted i 2. november kl. 19-21.30 i Seniorhuset på Toldbodgade.
Kære byrådsmedlem Cæcilie Crawley, rådmand Susanne Crawley, rådmand Christoffer Lilleholt, rådmand Brian Dybro, byrådsmedlem Kristian Guldfeldt og byrådsmedlem Søren Freiesleben.
Åløkkekvarteret inviterer jer til at besøge os den 2. november 2021. Vi vil indlede med at takke jer alle for jeres bidrag i forbindelse med at bevare hele Åløkkeskoven som skov.
Vi er også meget glade for jeres bidrag til at få forlænget Langesøstien helt til havnen … det er mange mennesker glade for.
Endelig vil vi takke jer for, at vi nu i løbet af relativ kort tid får cykelstier fra Langesøstien langs med Gammelsø til Kanalvej.
Vi ønsker at møde jer i november 2021 for at have en samtale med jer om jeres visioner for Odense i de kommende 4 år … og måske for en meget længere periode.
Vi håber, at I har det samme ønske.
På mødet vil der være mulighed for, at I hver især kan fremlægge jeres ønsker og håb for udviklingen af Odense.
Dagsorden for mødet
Mødet omhandler to områder, der supplerer hinanden: Det grønne Odense og trafik i Odense.
Åløkkeskoven og andre bynære skove
Nu skal der bygges på havnen, og dette byggeri kan få betydning for den østlige del af Åløkkeskoven. Vil I hjælpe med at bevare denne del af Åløkkeskoven?
Vil I bidrage til, at vi kan skabe en model for bynære skove, så vi sammen laver en bevarende lokalplan for Åløkkeskoven?
Trafik på Rugårdsvej
Rugårdsvej trænger til kærlige hænder … den fremstår slidt … cykelstier mangler … cykelstier er i dårlig forfatning … overgangsmuligheder for cyklister og gående er ikke gode … der er fjernet mange træer … der køres for hurtigt uden for myldretiderne … der har været en del ulykker med vanvidsbilister, som er endt i husmure og andre uheldige steder … Rugårdsvej er skolevej … Rugårdsvej er en stor pendlerrute for cyklister … hele området har gennem årene ændret karakter til boligområde, hvor der bor mange mennesker … Rugårdsvej er en meget befærdet indgang til Odense … støjniveaet er meget højt.
Hvordan forskønner vi Rugårdsvej?
Hvordan får vi gode cykelstier på hele Rugårdsvej?
Hvordan nedsætter vi hastigheden på Rugårdsvej?
Trafik på Åløkke Allé
Åløkke Allé fremstår som en trafikal landevej på Fyn, som skal tage den væsentlige del af trafikken mellem Bogense og Faaborg … der er målt en døgntrafik på 20.000 biler … Åløkke Allé har ikke længere karakter som en allé … de fleste træer er fældet … der køres for hurtigt uden for myldretiderne … der er målt hastigheder på over 100 km/t … Åløkke Allé var oprindelig en meget rolig vej … Lukningen af Thomas B. Thriges Gade mere end fordoblede den daglige trafikmængde … støjniveaet er meget højt … Åløkke Allé er skolevej.
Hvordan forskønner vi Åløkke Allé, så den igen kan leve op til sit navn?
Hvordan nedsætter vi hastigheden på Åløkke Allé?
Hvordan fjerner vi uvedkommende lastbiltrafik fra Åløkke Allé?
Hvad med Ring 3 Vest?
Ring 3 Vest har været på tegnebrættet i mange år. Vi kan konstatere, at Rismarksvej, Rugårdsvej og Åløkke Allé er hårdt pressede i myldretiderne.
Har I planer om, hvornår vi bygger Ring 3 Vest … eventuelt i etaper, hvor første etape kunne forbinde Middelfartvej med Rugårdsvej og Bogensevej?
Venlig hilsen
Åløkkekvarterets Grundejerforening V/formand Carsten Myhr