Skal Åløkkekvarteret have en lokalplan?

I septemberudgaven af Kuréren var der indrykket et indlæg fra Daniel Bröchner Christensen om Åløkkekvarterets stilarter og arkitektur, udsprunget af en debat om nedrivning og nyopførelse af et hus på Stenbachsvej.

Typiske Åløkke-huse. Foto Hans Faarup

Dette indlæg har givet anledning til en debat i grundejerforeningens bestyrelse. Vi har nedsat et udvalg til at se på, hvad holdningen er i kvarteret til, om der eventuelt skal arbejdes for at der udarbejdes en bevarende lokalplan.

Derudover vil vi også undersøge, hvilke konsekvenser, begrænsninger og muligheder en eventuel bevarende lokalplan vil have for os, der bor i kvarteret.

I første omgang er målet at indsamle en række facts og oplysninger, så vi senere kan diskutere emnet på et oplyst grundlag. Tanken er at vi, når vi får arbejdet lidt mere med det, vil lave en undersøgelse af, hvad holdningen i kvarteret er til emnet. Eventuelt suppleret med en debataften.

Har du interesse for, og/eller faglig viden inden for området, vil vi meget gerne i dialog og høre om din holdning til emnet.

Er du interesseret, send gerne din mening til Carsten Aadahl Madsen i grundejerforeningen: camadsen@hotmail.com.

Carsten Aadahl Madsen
Åløkkekvarterets Grundejerforening