Trafikforslag for Åløkke Allé afleveret til rådmand

(Bragt i Kuréren 7. januar 2023)

Grundejerforeningens trafikudvalg har holdt møde med by- og kulturrådmand Søren Windell (K).

Vi stillede med en række forslag og input til at nedsætte den tunge trafik på Åløkke Allé og drøftede her blandt andet muligheden for at anvende gps suppleret med skilte med gennemkørsel forbudt for køretøjer over 3500 kg.

Man kunne for eksempel lave fysiske forhindringer, der får lastbilernes gps til at finde ruter uden om Åløkke Allé.

Vi diskuterede også en eventuel 40 km/t-zone på strækningen fra Næsbyvej til Toldbodgade med fodgængerfelt ved Jægerhusstien og fra Næsbyvej og Åløkke Alle og som minimum op til Toldbodgade.

Også her med en mulighed for et fodgængerfelt ved Jægerhusstien, som kan være med til at dæmpe trafikken.

Vi foreslog også at se på vognbanerne på Åløkke Allé fra Toldbodgade til Rugårdsvej. Måske kunne de ændres for at forhindre hasarderede overhalinger op mod lyskrydset.

Indkørsel forbudt

Et af flere konkrete forslag går ud på at genetablere beplantning i bedene i området ved butikken Perlen, så vejen visuelt synes smallere og kan få bilister til at sænke farten.

Vi foreslog også at sætte skilte med gennemkørsel forbudt for lastbiler, vel vidende, at langtfra alle vil respektere skiltningen. Men kan det blot reducere 30 procent af den tunge trafik, vil det være en forbedring.

Vi aftalte med rådmanden og kontorchefen, at trafikudvalget kommer med uddybende forslag til at dæmpe trafikgenerne på Åløkke Allé. Herefter undersøger kommunens trafikanalytiker konsekvenserne af de enkelte løsninger.

Michael Holck
Trafikudvalget i Åløkkekvarterets Grundejerforening