Nyt til halloween i Åløkkeskoven: Vær med til at skære græskar

Du komme med kniv og kreativitet. vi kommer med græskar. Så skal denne fætter nok få en masse venner at lyse op i skoven sammen med. Foto: Carsten Aadahl MadsenTirsdag den 31. oktober er der hallo­ween i Åløkkeskoven. Og to dage før, 29. oktober, kan I hjælpe med at skære vores græskar ud.
Halloween nærmer sig, og det samme gør halloween i Åløkkeskoven. En stemningsfuld aften, som du i år kan hjælpe med at gøre helt uforglemmelig.
Åløkkekvarterets Grundejerforening har nemlig med hjælp fra den lokale Rema 1000 i Tekstilparken skaffet ekstra mange græskar, så vi kan fylde skoven med lysende græskarhoveder. Men vi kan ikke selv nå at skære dem ud.
Vi har derfor brug for hjælp fra kreative sjæle til udskæring af endnu flere græskar, så vi i år kan skabe det største halloween-arrangement nogensinde i Åløkkeskoven.
Hjælp os med at skære
Derfor inviterer vi alle til at komme ned ved bålpladsen på Den Gamle Golfbane to dage før, søndag den 29. oktober kl. 13 til 15. Så holder vi Store Skæredag, ligesom vi før sankthansbålet har holdt Store Brændedag.
Vi stiller med græskarrene. I skal bare komme med knive eller andre skæreredskaber, og så går vi i gang. Grundejerforeningen giver øl og vand, og når halloween i Åløkkeskoven er overstået tirsdag kl. 21, er I velkomne og opfordres til at tage jeres egne græskar med hjem.
Opstillere søges
I kan også hjælpe i timerne op til hallo­ween. Vi skal nemlig bruge 10-15 børn eller voksne til at hjælpe med at sætte græskar ud i skoven og tænde lysene.
Det plejer at være sjovt, og jo flere vi er, jo hurtigere går det.
Opstilling og optænding foregår tirsdag den 31. oktober fra kl. 16 til 17.30. Mødested: Skovbrynet ved Mogensensvej. Mail til martin.didriksen@mail.dk, hvis du kan hjælpe.
Og så er det halloween
Lysene til halloween i Åløkkeskoven er i år tændt fra klokken 17.30 til 20.30.
Der er tre oplyste indgange til skoven:
1. Fra enden af Mogensensvej
2. Fra enden af Dronning Olgas Vej
3. Fra enden af det lille Åløkkevænge
Når I har fulgt de lysende stier i skoven, kan I købe varm kakao i pavillonen ved bålpladsen. Både til børn og til voksne.
Eventuelt overskud fra salget går til at sikre afholdelse af halloween i Åløkkeskoven næste år. Kom med til den hyggelige aften og hils på naboerne … hvis du kan få øje på dem.
Nærmere detaljer kan læses i løbet af oktober på grundejeforeningens hjemmeside, Åløkke.dk, og bliver delt på de lokale facebooksider.
s
Hold lygterne hjemme
For at bevare den gode, uhyggelige stemning i skoven, vil vi bede jer om at lade være med at tænde lommelygter, stavlygter eller andre elektriske lygter, når I går rundt på de lysende stier.
Martin Didriksen og Alexander Danker
Åløkkekvarterets Grundejerforening