(Bragt i Kuréren 2, 4. februar 2023)
Aaløkkesholm har købt nabohuset på Åløkke Allé.
I juni sidste år døde en af kvarterets gamle håndværksmestre, tømrer Ole Madsen, der både havde bolig og værksted på Åløkke Allé 6. Den 75-årige havde i mange år været en aktiv håndværker, men var gået på pension og havde i nogle år kæmpet med helbredet.
– Han ønskede at blive boende i hjemmet til det sidste men vi havde noget tid inden fået forkøbsret til hans hus efter hans død, fortæller Jens Lindekilde, der ejer autoværkstedet Aaløkkesholm som Ole Madsen var nabo til.
Efter hans død har Aaløkkesholm købt tømrer-ejendommen af arvingerne og har planer om at rive huset ned.
– Det er desværre i en meget dårlig stand, så det kan ikke lade sig gøre at bruge det. Desuden har vi brug for pladsen, siger Jens Lindekilde.
Plads til bilerne
Tanken er at bruge det meste af grunden til parkeringsplads – blandt andet til medarbejdernes egne biler.
Siden den store parkeringsplads på den anden side af Åløkke Allé blev bebygget, har værkstedet haft problemer med at få plads til alle biler.
Det tidligere tømrerværksted bag beboelsen bliver formentlig bevaret og skal bruges til opbevaring af dæk. Der er ikke planer om at udvide selve værkstedet.
Åløkkesholm har tidligere købt en anden nabo, nummer 4, og revet huset ned. Det gav både plads til mere værksted og parkeringspladser. Derimod ligger nummer 2 stadig lidt i vejen foran værkstedet.
– Men der bor mine forældre, så det får jeg ikke lov at ændre på, siger Jens Lindekilde, hvis far, Bent Lindekilde, etablerede værkstedet i 1960.
Bliver i kvarteret
Også efter nedrivningen af nabohuset vil værkstedet ligge klemt, så hvorfor ikke flytte ud i et industrikvarter med god plads?
– Jeg er nok for gammel til at kaste mig ud i sådan et projekt nu. Det vil heller ikke være uden risiko, for vores nuværende placering giver en stor synlighed og let adgang for mange kunder. Hvis de skal køre langt ud i omegnen for at finde os, risikerer vi, at de skifter til et andet sted, siger Jens Lindekilde.
Ud over værkstedet på Åløkke Allé, hvor 15 personer arbejder, har firmaet et malerværksted på Kildemosevej og et skadescenter på Bogensevej i Næsby. I alt er der 25 ansatte.
Tekst og foto: Jesper Beenfeldt Nielsen