Åløkkekvarterets Grundejerforening opfordrer alle til at give deres mening til kende om fremtiden for Odense Havn. Eller Odense Inderhavn, som kommunen kalder området.
Hvorfor er grundejerforeningen interesseret i havnen, som ret beset ikke ligger i vores kvarter?
Fordi vi er nærmeste naboer til Odense Havn, og fordi udviklingen af Odense Inderhavn i stor grad skal finde sted på vestsiden. Det vil sige området omkring Kanalvej, Gammelsø og Toldbodgade.
Hvis I ser på kortet i kommunens spørgeskema vil I bemærke, at den cirkel, der markerer udviklingsområdet Odense Inderhavn, er strakt ud til en elipse, så den også omfatter den del af Åløkkeskoven, der ligger mellem Næsbyvej og Gammelsø.
En af grundejerforeningens højest prioriterede opgaver er at kæmpe for at bevare Åløkkeskoven i sin helhed.
En anden højt prioriteret opgave er at højne trafiksikkerheden og fremme forholdene for cyklister og fodgængere gennem vores del af byen.
Alene de to grunde er nok til, at det er nu, I skal give jeres mening til kende. Inden der indkaldes til arkitektkonkurrence og projektering.
Et tidligere projekt med fem boligblokke på Tysklandskajen, blev opgivet i 2019, fordi bygherren, Casa, ikke fandt det rentabelt. I forbindelse med det projekt protesterede Åløkkekvarterets Grundejerforening over, at boligplanerne ville betyde fældning af et 30 meter bredt bælte af den østligste del af Åløkkeskoven.